Bus til Paris kan lyde meget uoverskueligt. Det er en langt tur i forholdt til, hvis man tager et fly. På trods af dette valgte min kæreste og jeg i efterårsferien, at hoppe ombord på en bus og køre hele vejen fra Aarhus til Paris af klimamæssige årsager.
Inden afrejsedagen var der allerede lidt besværligheder. Vores oprindelige bus blev aflyst og vi blev flyttet til en anden bus, som havde dårligere tider og var mere besværlig at komme til. Men efter en kort snak med FlixBus blev det lavet om til en anden bus uden meromkostning.
Afsted til Paris
Endelig var dagen kommet! Vi skulle med bussen fra Aarhus Rutebilsstation kl. 09 om morgenen, hvilket passede mig rigtig godt, da vi derved undgik en masse ventetid hjemme. Vi skulle bare stå op og afsted.
Den første del at turen var fra Aarhus til Hamborg. En tur som normalt ikke ville være lang. Men vi stoppede i alle større byer på ruten, hvilket gjorde, at busturen var omkring seks timer.
I Hamborg havde vi omkring tre timer, før vi skulle med den næste bus til Paris. Det gav os en mulighed for at komme ud og få noget at spise og købe lidt ekstra mad til turen.
Busstationerne i storbyerne ligger altid et sted nær centrum, hvilket er en kæmpe fordel, da man kan komme lidt ud og bruge ventetiden på noget andet end bare at vente.
Da vi skulle ombord på bussen til Paris, foregik det helt smertefrit. Der blev dannet en kø og der var helt ro på indtil alle var ombord på bussen. I løbet af turen holdte vi ind i fire tyske byer, hvorefter vi kørte hele natten til Paris. Hvor vi ankom kl. 05.30 – en halv time før planlagt.
Alt i alt gik turen helt smertefrit. Der var ro på hele turen og ingen stres. Hvilket gjorde det hele mere behageligt. Det var en lang tur, helt bestemt. Men det kunne have været meget, meget værre.
Hjem til Aarhus
Efter en god og dejlig uge i Paris var vi klar til at komme hjem igen. Den første del at turen hjem gik fra Paris til Dortmund. Med turen ugen forinden i tankerne ankom vi til busstationen i Paris med en klar forventning om, at hjemturen skulle gå ligeså let. Det stod dog hurtigt klart, at det ikke ville blive sådan.
Lige så snart vi havde fundet vores bus, var det hele et mindre kaos. Chaufføren var meget presset af de mange mennesker, som skulle med bussen. I modsætningen til i Hamborg var han alene om at smide bagage på bussen og checke folk ind. Dette gjorde, at vi kom en halv time for sent afsted, der var ikke styr på pladserne i bussen og der var endda folk, som ikke kom med bussen (!!!), selvom de havde købt billet, fordi der ikke var plads til deres bagage.
At vi allerede var forsinket fra starten, gjorde at chaufføren kørte lidt ekstra hurtigt og aggressivt, i et forsøg på at indhente den tabte tid.
Efter den stressende tur ankom vi i Dortmund, lidt forsinkede, men det betød ikke så meget, for vi havde nogle timer, hvor vi alligevel bare skulle vente. Her fik vi spist en lille smule mad og kigget lidt på nogle studieting.
Efter nogle timer i Dortmund skulle vi afsted igen imod Danmark. Bussen, vi skulle med, var dog nogle timer forsinket, men den kom og vi kom nemt på plads og videre.
Undervejs på turen gjorde vi stop i blandt andet Bremen, hvor der skulle nogle andre danskere med. Her var der en ung fyr, som havde booket pladsbillet, ved siden af os, ved det store panoramavindue forrest i bussen. Han nåede dog ikke at sidde der længe, før der kom et tysk par, som også havde booket de to pladser. Så de var altså overbooket, hvilket jeg ikke forstår, hvordan kan lade sig gøre. Dette gjorde igen turen stressende og stemningen mindre god i bussen.
Vi kom dog hjem til Danmark igen. Det holdte hårdt undervejs. Hjemturen var en tur i diametral modsætning til turen derned.
Vil jeg anbefale det?
Som sagt var det to meget forskellige ture. Men når alt kommer til alt, så vil jeg anbefale at tage bussen, næste gang du planlægger at tage til Paris. Selvom turen er lang, især sammenlignet med fly, så er der noget enormt hyggeligt ved at rejse med bus. Jeg har været på længere og langt mere udmattende busture end dette. På samme tid er det også Europa, hvilket vil sige at vejene er rigtig gode.
Jeg ser en del fordele ved at rejse med bus til Paris. Den første ting er helt klart den klimamæssige. Der er en verden til forskel på at tage bussen kontra at flyve. En anden fordel er prisen. Vi betalte 783 kr. per person for billetterne inklusiv klimakompensation og pladsbilletter til turen hjem. Det kunne vi ikke finde billigere med nogle fly. På samme tid bliver man med bus sat af midt i byen og skal ikke til at finde transport fra lufthavnen. En tredje fordel, som jeg ved ikke alle deler, er tiden. Jeg nyder ofte lange kørerture på rejser. De giver mulighed for at slappe af og hygge sig, fordi jeg ved, at jeg skal være på farten i x-antal timer.
Er du interesseret i at tage bussen til Paris eller en anden by, så kan du finde billetter gennem Flixbus’ hjemmeside her.
Læs også: Tænk på miljøet når du rejser
Gode ting at have med til turen
- FlixBus appen – Her kan du se ændringer/forsinkelser på bussen
- Mad – vi havde havde med til to måltider på vej derned og til tre måltider på vej hjem
- Snacks – Det behøver jeg vel ikke uddybe
- Podcasts eller musik – en god måde at slå tid ihjel. Især hvis du hører podcasts, så har du også mulighed for at lære lidt på vejen
- En god bog – Endnu en måde at slå nogle timer ihjel på
- Et tæppe – bussen kan godt blive kold, især om natten
- Oplader stik – i FlixBus er der mulighed for at oplade telefon, computer eller andet undervejs på turen