Anbefalinger til hoteller og hostels
Min kæreste og jeg rejse i Jordan i 11 dage, hvor vi nåede at besøge flere forskellige hoteller og hostels. Nogle gode og nogle mindre gode.
Her kan du læse mine anbefalinger til gode steder at overnatte i Jordan.
Jordan Tower Hostel
JTH var det bedste hostel/hotel, vi boede på. Hostellet ligger i centrum af Amman i gåafstand til alt, hvad vi ville besøge. Jeg tror, det er det bedst beliggende hostel, jeg overhovedet har boet på. Ejeren er enormt hjælpsom med transport og anbefalinger og personalet er rigtig søde. Derudover er morgenmaden rigtig, rigtig god der og inkluderet i prisen.
Bedouin Garden Village Aqaba
Dette hotel var det, vi boede på i den sydlige by Aqaba. Det var ikke det bedste overhovedet, men bestemt heller ikke skidt. Gode fællesarealer, gode værelser, tæt på stranden og sødt personale, som blandt andet gav os gratis vandmelon juice.
Men grunden til jeg vil anbefale dette, er på grund af dykkershoppen, som er tilknyttet dertil. Meget kompetent og rigtig gode priser. Vil du læse mere om dykning i Aqaba, så kan du gøre det her. Hotellet havde morgenmad inkluderet i prisen, den var dog ikke noget specielt.
Mujib Chalets
Ved Det Døde Hav er der nærmest kun store fem stjernede luksushoteller. Hverken mig eller min kæreste er til sådan noget. Vi fandt ved et tilfælde Mujib Chalets, som er små primitive huse, som man bor i. Der er, hvad man lige har brug for, en seng, badeværelse og en fantastisk udsigt over Det Døde Hav. Og så kan man købe aftensmad i receptionen, som skal bestilles et par timer før. Morgenmad er inkluderet i prisen.
Vil man bo her, skal man dog være opmærksom på, det ikke ligger i nærheden af de andre hoteller, men et godt stykke derfra. Om man kører selv eller med taxa, så skal man tage til Wadi Mujib, som ligger lige på den anden side af vejen.