Rejsefortællinger af Backpacking The World

Alle billeder i opslaget her er eget af Backpacking The World

Mød Mia og Steffan, som er uddannet divemaster. De er henholdsvis 24 og 25 år og står bag rejsebloggen www.backpackingtheworld.dk. De elsker backpacking men dog ikke i storbyer, da de mener at de store menneskemængder er stressende, så de vil hellere ud i naturen. Derudover planlægger de at køre rundt i Europa imens de bor i en autocamper.

Lyder det spændende? Så læs mere om Backpacking The World nedenfor.

rejsefortællinger backpacking the world

Hvad er jeres favorit land?

Uh, det er et godt spørgsmål! Vi elsker at rejse og udforske nye destinationer, så det er meget svært at udpege et favoritland.
Australien, Færøerne og Filippinerne har dog gjort et stort indtryk på os, og det er alle sammen lande, som vi drømmer om at vende tilbage til på et tidspunkt. Det er meget forskellige destinationer, men kulturen og naturen har virkelig imponeret os alle tre steder.

Hvilken rejseform foretrækker I?

Backpacking har en meget stor plads i vores hjerter. Vi har været afsted på to længerevarende backpackerrejser i sammenlagt ni måneder og elsker den uforudsigelighed, der er i det.
Når vi backpacker, planlægger vi fra dag til dag. Det kan være stressende, men det giver også nogle meget uforglemmelige oplevelser undervejs, som vi ikke ville være foruden.

Det bliver dog anderledes fremover, da vi kommer til at rejse med vores hund og i en autocamper, da vi kaster os ud i livet som fuldtidsrejsende med arbejdet under armen. Her skal der vandres bigtime, og det glæder vi os virkelig til!

Hvilke aktiviteter opsøger I, når i rejser?

Steffan er en vandhund og har altid været det. Derfor er det uundgåeligt at dykke og snorkle, når vi rejser. Han uddannede sig til divemaster på vores første backpackertur, hvorfor det ikke er til at komme udenom.

Derudover kan vi godt lide at tage rundt på vandreture i bjerge, da der er en helt fantastisk ro over det. Det er også noget, vi kommer meget mere til, når vi skal køre rundt i Skandinavien og Europa i vores kommende autocamper.

færøerne rejsefortællinger backpacking
backpacking the world filippinerne

Hvad inspirerer jer til at rejse ud i verden?

Friheden. For det er netop, hvad det at rejse verden tynd giver os. Vi føler os ikke tilpasse med et 8.00-16.00 job, et hus og en bil – det synes vi helt ærligt er for kedeligt og forudsigeligt. Vi mener, livet har så meget mere at byde på end at betale af på et huslån og møde ind på den samme arbejdsplads hver dag. Når vi rejser, får vi en helt anden gejst og føler, vi lever igen. Netop derfor kaster vi os nu også snart ud i livet som fuldtidsrejsende, hvor vi pakker vores liv ind i en autocamper og kører rundt, mens vi arbejder. Det tror vi, er den gyldne opskrift på livet for os.

Hvilket land har været det bedste at rejse i?

Filippinerne er et meget behageligt land at rejse i, selvom mange synes, det er besværligt på grund af dårlig infrastruktur. Men, de lokale er så søde og prøver at gøre det bedst mulige, så derfor nyder vi virkelig den langsomme rejseform, som Filippinerne byder på. Derudover er der jo helt fantastisk natur, som byder på alt lige fra azurblå laguner til palmeklædte bjerge. Det er bare et fantastisk land, som vi nok kommer til at vende tilbage til mange gange endnu!

Men Australien efterlader virkelig også et godt indtryk. Der er gode veje, søde mennesker og helt fantastiske oplevelser. Derfor er landet down under heller ikke til at komme udenom her!

Hvad har I lært om jer selv ved at rejse?

Vi har lært at tro på, at det vi gør, er det rette. Vi passer ikke ind i samfundets kasser, og det har vi på vores rejser lært er helt okay. Derudover har vi lært at tro mere på os selv, og at vi kan klare enhver udfordring – det at strande ad omveje i Kina og kommunikere med mennesker, der ikke forstår engelsk eller europæiske visumregler, er f.eks. ikke længere en udfordring, vi vil panikke over.

Heart Reef Airlie Beach
backpacking world skildpadde

Hvad har I lært om kulturforskelle ved at rejse?

Vi har lært, at der er mange forskellige syn på verden. Vigtigst er, at alle vi har mødt, har været meget søde. Det er derfor ikke så farligt at rejse rundt med en taske i bjergene eller spise på et halvt-hygiejnisk gadekøkken, som man måske kan komme til at tro hjemme i trygge Danmark. Der er så meget at lære!

Hvilke råd vil I give til andre, der ikke har rejst ud i verden før?

Det er at komme afsted! Planlæg det i detaljer, hvis du har det bedst med det, men ellers er det bare at pakke rygsækken, købe en flybillet og booke de første nætter på et hotel/hostel. Derfra går det meget slag i slag, og mange oplevelser vil hurtigt byde sig. Det er ikke så farligt at rejse, og der er så mange søde mennesker, som står klar til at hjælpe, hvis du ligner et spørgsmålstegn.

Hoi an rejsefortællinger

Hvad er jeres drømmedestination?

Uuuh, vi har mange drømmedestinationer på listen. Norge står højt på den lige nu, ligesom Galapagos og Fiji også er destinationer, vi en dag håber at kunne besøge.

Hvilke tre ting kan I ikke undvære på jeres rejse?

Da jeg, Mia, arbejder online, kan jeg ikke undvære min computer og internet på farten. For mig, Steffan, er valget helt klart kamera, drone og dykkerudstyr. Har jeg det med, er alting godt.

Hvor kan man følge jer på jeres næste rejse?

Instagram: @Backpackingtheworld_

Rejseblog: www.backpackingtheworld.dk

færøerne rejsefortællinger

Dine rejsefortællinger

Vil du dele dine rejsefortællinger her på Rygsækrejser? Så brug #rygsækrejserdk på dine rejsebilleder på Instagram, så har du mulighed for at blive den næste til at dele dine personlige rejsefortællinger. 

Læs andre rejsefortællinger

Emma Helene Hansen – Om bl.a. Iran og Australien 

Kristian Botoft Kvist – Om at gå fra Danmark til Spanien og meget mere.

Simone Basse – Om Nordkorea, Australien, Antarktis og Den Trassibiriske Jernbane

Nanna Spandet PoulsenOm frihed rejser giver.

Nordombord – Om Indonesien, kør-selv-ferie og et digitalt nomade liv.

Heidi Manøe – Om Indonesien, Sydney og hvad man kan læse om sig selv ved at rejse.

Mihel Stanimirovic – Om Thailand og gode råd til folk som skal rejse selv.

Faret Vild I Verden – Om at bo i en van og få ødelagt en jordomrejse af Corona

Marie Louise Dam Westergaard – Om Canada og at rejse rundt i Fransk Polynesien