Hvad er jeres favorit land?
Det er svært at vælge ét favoritland, da de fleste lande kan så meget forskelligt. Indonesien er et af de øverste lande på vores liste – der er fine templer, en fascinerende kultur, lækker mad, sindssygt flotte vandfald, sprudlende vulkaner og søde orangutanger. Vi er også ret vilde med bjergrige lande som Nepal, New Zealand og Italien.
Hvilket land har været det bedste at rejse i?
USA er et af de nemmeste lande, vi har rejst i. Det er ekstremt tilgængeligt at gå på vandreture eller at stoppe ind ved flotte udsigtspunkter, og selv da vi besøgte landet uden kørekort for mange år siden, kunne vi let komme rundt med offentlig transport.
Hvad har i lært om jer selv ved at rejse?
Ved at rejse så meget som vi har gjort, har vi vænnet os til ikke at have ret mange ting, og det er befriende ikke at binde lykke op på materielle goder.