Rejsefortællinger af Faret Vild I Verden
Alle billeder i opslaget her er eget af Trine og Max fra Faret Vild I Verden.
Mød Trine på 30 år og Max på 33 år fra Instagramprofilen Faret Vild i Verden. De havde sammen planlagt en fantastisk jordomrejse, som de var kommet godt afsted på. Men så rammer corona og drømmen bliver aflyst. Kort tid efter de er kommet til Danmark igen, valgte de at købe en campervan, som de i dag kører rundt i Europa. Når de rejser elsker de at opleve natur, specielt i form af hiking og arkitektur, hvor de er Max, som sætter sig ind i historien omkring de forskellige steder.
Hvad er jeres favorit land?
Vi er begge meget vilde med Italien. Max har arbejdet der som skiguide en vinter. Han har altid gået med drømmen om at tage ned og bo i den nordlige del af Italien og åbne et lille bed & breakfast. Trine er ikke helt med på samme drøm, men har dog taget landet til sig, efter vi har besøgt det to gange på denne rejse. Vi er vilde med Dolomitterne og mixet af de flotte udsigter i bjergene, men også at komme ned igennem støvlelandet og nyde deres livsstil.
Derudover så er det jo klart at vi gerne vil have flere lande på favorit lande listen. Eksempelvis ligger Australien, New Zealand og Fransk Polynesien højt. Lande vi skulle have besøgt på vores jordomrejse. Det som gør rigtig ondt er, at vi havde en del planlagt der og skulle have startet i Australien i start august, og rejst syv uger i en campervan, derefter fem uger i campervan på New Zealand, inden vi skulle på en måneds rundrejse til syv øer i Fransk Polynesien, men så gik coronaen amok. Så vi ved selvfølgelig ikke om det er favoritlande, men vi så meget frem imod det.
Hvad er jeres favorit storby?
Tokyo – vores jorden-rundt-rejse var ikke planlagt til, at gå til Japan. Men efter vi ikke kunne komme til Kina, tog vi en beslutning om at ændre kursen til Japan. Et noget dyrere land, men også et helt fantastisk land, og herunder også storbyen Tokyo. Egentlig er vi ikke så meget til storbyer, men Tokyo som er en rigtig STOR storby kunne noget. Vi var vilde med følelse af renhed i så stor en by, vilde med de forskellige templer og historien. Generelt så kan byerne i Japan noget, da vi også er blevet meget vilde med Kyoto. Kyoto er virkelig en by for historie og kultur elskere, hvor man kan se nye flotte steder på hvert gadehjørne.
Hvad inspirerer jer til at rejse ud i verden?
For os har det handlet mest af alt om at tage styringen over vores eget liv. Vi ville gerne gøre, hvad vi havde lyst til og gøre det i en tid, hvor vi kunne gøre det på vores præmisser.
Derfor den rejserute vi har valgt, eller nok rettere sagt det vi havde planlagt. Vi er styret af vores lyster og hvad vi har haft drømme om. Eksempelvis har vi været bidt af en bjerg-hiker, siden vi kom til toppen af Kilimanjaro. Derfor havde vi også planlagt at vandre uden guide til Everest Base Camp. Vi er vilde med indisk mad, og derfor kom Indien med på listen. At tage Den Transsibiriske (eller Transmongolske) Jernbane har altid været en drøm for Max og så fik vi det tilføjet til rejsen. Ligesom Trine altid har ønsket at køre langs den australske østkyst og så fik vi planlagt en campervan tur der.
På den måde har vi været styret af vores drømme, men mest af alt at have friheden til at være os, komme tættere på hinanden og sætte os øverst på dagsordenen.
Hvilken rejseform er i mest til?
Det er jo nærmest umuligt at svare på, for alt kan noget, så vi må nok hellere tage flere og give en forklaring på hvorfor.
Backpacking
Vi har ikke gjort os så meget i backpacking før vi mødte hinanden. Faktisk kun taget 1-2 rejser hver især. Men de måneder vi nåede på vores backpackerrejse var fantastiske. Vi havde det fint med, at leve i en stor og en mellem stor rygsæk og elskede oplevelsen i, at komme til et nyt sted med tog eller bus, og så tage den på gå ben til vores hostel eller hotel.
Eksempelvis da vi ankom til Mongoliet i februar måned, hvor temperaturen var omkring -15 grader kl 06.00 om morgenen, og vi alligevel var for nærige til at tage en taxa. Det tog os lige omkring 1 times tid og så var vi på vores hostel. Men hvor er det bare en fed måde at rejse og leve på.
Van-life
Kør-selv, eller rettere sagt vanlife – er jo så blevet det vi gør nu. Vi måtte stoppe rejsen efter ca 5 måneder på tur, pga coronaen og Asien lukkede os ned (vi var frivilligt strandede i 3,5 måned i Taiwan) og tog så en beslutning om at det ikke skulle stoppe os.
Vi fik undersøgt markedet for at leje en camper og endte med at købe en varevogn for at bygge den om. En hurtig ombygning og så var vi afsted igennem Europa, hvor vi sidder i dag. Livet på ca. fem kvadratmeter, med både stue, soveværelse, køkken og bil i et er fantastisk. Vi får de oplevelser vi vil have og vi stopper, hvor vi vil stoppe.
Vandreture
Vandreture – uden tvivl en rejseform vi gerne vil gøre os mere i. Vi er vilde med at vandre generelt, og specielt i bjergene. Vi har besteget Kilimanjaro på en seks dages tur sammen. Vi har selv arrangeret en to dages tur til Taiwans højeste bjerg. Og vi har selv lavet en dagstur til Tysklands højeste bjerg, som altså er en vandring på mere end 2.000 højdemeter (kun opad!). Så vi elsker livet i naturen, vi elsker at bruge vores kroppe – og det er uden tvivl noget vi skal gøre mere af – at komme på selve vandreture-rejser.
Hvilket land har været det bedste at rejse i?
Hvis vi skal holde os til selve rejsen, vi er på nu, så er der ingen tvivl om, at det er Taiwan. Vi har jo nærmest sat os i flyet fra at verden begyndte at lukke ned med corona, så vi endte med at være strandede i Taiwan. Det føltes som alt andet end at være strandet og vi kunne slet ikke forstå, hvad der skete med verden og Danmark, da vi var der. Vi ankom den 13. marts, hvilket jo er dagen hvor vores udenrigsminister sagde: “KOM HJEM NU”, men vi valgte at blive, da vi anså os selv for at være udlandsdanskere i dette moment. Det var den bedste beslutning – dog er landet ikke det største og vi nåede at få en følelse af at være indelukkede. Samtidig er vi taknemmelige for at vi ikke har været steder, som har været sværere at være i.
Og hvis vi kigger lidt væk fra corona, så var menneskene søde og rare, oplevelserne store og landet er noget andet end så meget andet – så alle anbefalinger fra os til at man skal opleve Taiwan.
Hvad har I lært om kulturforskelle ved at rejse?
Vi har set så mange forskellige måder at leve på. Så mange forskellige måder at være taknemmelig på og generelt bare set, at vi skal være glade for at være så privilegerede, som vi er i Danmark. Dog så har vi også lært og set hvordan man kan have en anden åbenhed overfor fremmede og tage imod med åbne arme, hvilket er en helt anden kultur end det vi kender til fra Danmark. Det har også givet os mål om, hvordan vi skal forsøge at bringe den del med os i vores liv i fremtiden og med hjem.
Hvilke råd vil I give til andre der ikke har rejst ud i verden før?
Gør det! Tag styringen over dit eget liv, gør hvad du drømmer om og tro på at drømme kan blive til virkelighed. Max har altid drømt om at tage på den transmongolske jernbane – Moskva til Beijing, og på vores første date sagde han det til Trine, som sagde, det bliver ikke med mig – men se nu bare her, drømme bliver til virkelighed.
Hvad er jeres drømmedestination?
Nu har vi jo allerede nævnt, hvor vi skulle have været lige nu, med Australien, New Zealand og Fransk Polyneisen – det er uden tvivl også vores drømme destinationer, men lad os prøve at svare noget andet.
Som en kliché, kunne vi sagtens svare hele verden, men vi vil gerne være lidt mere konkrete, og vi har nogle steder vi specielt gerne vil til.
Max drømmer meget om at bestige Aconcagua, og det er uden tvivl højt på listen (og han føler sig 100% sikker på at han får overtalt Trine). Aconcagua er det højeste bjerg i Sydamerika på 6.962 meter og ligger i Argentina.
Trines drømmer om at besøge Galapagos og se det smukke område med alle de spændende dyr. Men hvem ved, vi ender nok med at få besøgt det hele inden for en nær fremtid
Hvilke tre ting kan I ikke undvære på jeres rejse?
Hvem ved det bedre end den anden? Så derfor gav vi det til opgave til hinanden at svare for den anden.
Trine: Lakrids, rugbrød og e-reader. Trine elsker lakrids og rugbrød som en hver anden dansker. Hun har hendes behov for at få det, specielt på længere rejser. Derudover så fik hun, inden vi rejste, en e-reader, som hun har været meget glad for at bruge – en nem måde at bære tusindvis af bøger uden at få ondt i ryggen.
Max: Karrydressing, drone og hættetrøje. Først og fremmest, så har vi rejst i en del lande og det er altså nærmest umuligt at finde karrydressing. Vi snakker om en helt almindelig karrydressing, som bruges i en god sandwich. Specielt i vores campervan life, så skal der altså laves og spises en del sandwiches. Dronen er bare hans legetøj, vi får flotte billeder, men han hygger sig også rigtig meget med at flyve med den. Sidst men ikke mindst, så elsker han at gå med hættetrøjer, og jeg elsker at stjæle dem fra ham.
Hvor kan man følge jer på jeres næste rejser?
Vi er ved at opbygge en blog, men er desværre ikke nået så langt endnu. Derimod så deler vi næsten dagligt ud på instagram, så følg gerne med der – Faret Vild I Verden.
Dine rejsefortællinger
Vil du dele dine rejsefortællinger her på Rygsækrejser? Så brug #rygsækrejserdk på dine rejsebilleder på Instagram, så har du mulighed for at blive den næste til at dele dine personlige rejsefortællinger.
Læs andre rejsefortællinger
Emma Helene Hansen – om bl.a. Iran og Australien
Kristian Botoft Kvist – om at gå fra Danmark til Spanien og meget mere.
Simone Basse – om Nordkorea, Australien, Antarktis og Den Trassibiriske Jernbane
Nanna Spandet Poulsen – om frihed rejser giver.
Nordombord – om Indonesien, kør-selv-ferie og et digitalt nomade liv.
Heidi Manøe – Om Indonesien, Sydney og hvad man kan læse om sig selv ved at rejse.
Mihel Stanimirovic – Om Thailand og gode råd til folk som skal rejse selv.