Kom godt ud af det med de lokale
Inden du tager ud og rejser, er der nogle ting, som er gode at vide som en del af din forberedelse til Myanmar. Det er ting, som kan hjælpe dig en lille smule, så du ikke kommer til at fornærme eller støde nogle ved et uheld. Og ting som gør, at de lokale vil se dig mindre som en turist end dem som ikke gør dette.
Nedenfor kan du læse mine tre bedste råd, inden du rejser til Myanmar.
Gå med kjole, mand
Det vigtigste og mest behagelige er den burmesiske longi, som både mænd og kvinder går med. Det er et rør af stof, som man bruger som en “nederdel”. Du kan købe dem på alle små og store markeder i hele landet.
Der er forskel på, om man går med en, alt efter om man er mand eller kvinde. Kvinders bindes ikke, men lukkes i siden med en nål. Kvinders longis er derudover meget farverige og mønstrede, hvorimod mænds er meget afdæmpede i farverne og har oftest tern. Mænds longis skal bindes på en helt bestemt måde foran. Du kan se hvordan i videoen nedenfor. Fælles for både mænd og kvinder er, at man for guds skyld ikke må tabe den, så den skal være bundet ordentligt og det kræver lidt øvelse.
Personligt elskede jeg at gå med den. Efterfølgende er jeg blevet meget jaloux på, at det ikke er velset, at man som mand går med nederdel i Danmark, for hold op hvor er det behageligt. I Myanmar er det rigtig godt, da der er enormt varmt meget af tiden og der er god udluftning i den. Den er også rigtig god, til når man skal besøge hellige steder, som templer og pagoder, da den dækker ens knæ.
Brug ikke dine fødder
I Myanmar og mange andre steder i Asien er det meget uhøfligt at bruge sine fødder til meget andet end at gå på. Så for alt i verden lad vær med at pege og flytte ting med dine fødder, da det er meget nedladende overfor de lokale.
Når du sidder på gulvet, er det også meget dårlig stil, hvis dine fødder peger i retningen af andre. Sørg derfor for at sidde i skrædderstilling, på dine knæ eller hav din fødder gemt væk under din longi.
Læs også: Ting du skal opleve i Myanmar.
Snak sproget
Bare rolig, du skal ikke kunne snakke det flydende. Det er nærmest en umulig opgave alligevel. Men uanset hvor man rejser til, så er det altid en god idé at kunne nogle enkelte gloser. De lokale elsker det altid. Jeg synes personligt også at det viser en form for respekt overfor landet man rejser i når man lærer lidt af sproget inden. Bare nogle få ord er nok.
I Myanmar er der to gloser, som er rigtig gode at kunne, og som de lokale bliver glade for, at man kan. Disse to er “tak” og “hej”.
Tak på burmesisk hedder “kyay zu par” (udtales ala “djesuba”). Hvis man skal hilse på nogle så siger man “mingalarbar”. Det udtales som det staves og er ret lige til.