Kom bedst rundt i Uzbekistan

Transport i Uzbekistan kan være lidt af en jungle. Hvad er billigst, hvad går hurtigst og hvordan gør man overhovedet? Som i andre Centralasiatiske lande er der ofte langt mellem byerne, da Uzbekistan er et kæmpe stort land. 
Jeg vil her forsøge at give en hjælpende hånd og dele ud af mine erfaringer, så du kan komme lettest, hurtigst og billigst rundt imellem i smukke, kulturrige byer. 

Læs også: Budget og rejsetanker til Uzbekistan

Kalyan moskeen

Taxa

Taxa bruges både i byer og til langdistancekørsel mellem nogle byer. I byerne er det de klassiske gule taxaer, som man kender fra så mange andre lande. Tager du taxa i en by, skal du dog være opmærksom på, at mange af  taxachaufførerne snakker tæt på intet engelsk. Så for at kommunikere, kan det være godt at tage nogle alternative metoder i brug – her kan tegnsprog eller emojis på telefonen anbefales. Dette kan gøre turen sjovere både for dig og chaufføren. 

Tager du taxa mellem to byer, så skal du være meget opmærksom på ikke at betale overspris. Snak derfor altid med dit hotel/homestay/hostel omkring, hvad en fair pris fra A-B vil være, så du ikke ender med at betale dobbelt pris. Og når du så står og prutter om prisen, så skal du være fast i din sag. Stå ved hvad du vil betale, så ender du altid med at få det til en fair pris.  
Når du kommer til taxastationen, så vil du oftest blive “overfaldet” af fem-ti chauffører, som alle vil have dig til at køre med dem. Gør dig selv den tjeneste at gå et par meter væk fra dem og bed dem om at holde lidt afstand, da det ellers godt kan være lidt overvældende.  

Tog

Tog er den bedste form for transport i Uzbekistan. I modsætningen til de fleste andre lande i Centralasien, så har Uzbekistan et rigtig godt tognet, hvor der kører toge mellem de fleste store byer. Mange af togene er lyntog, med aircondition og gode sæder, det er dog ikke alle.
Billetterne købes altid på togstationen. Jeg vil anbefale at købe to-tre dage i forvejen på kortere ture – f.eks. fra Samarkand til Bukhara. Imens de længere ture bør købes omkring en uge i forvejen – f.eks. fra Khiva til Tasjkent. Det er den samme virksomhed, som har alle togene i landet, hvilket gør, at du kan købe alle dine billetter på samme tid i princippet. Så hvis du skal fra A-B kan du købe dem på togstationen, men hvis du allerede ved, hvornår du skal fra B-C, så kan du lige så godt købe dem med det samme, så de ikke bliver udsolgt. 

Bus og minibus

Busser og minibusser bliver oftest brugt i byer og korte distancer mellem byer. Personligt synes jeg, at det er den mest charmenrende form for transport i Uzbekistan og den hyggeligste måde at komme rundt i byerne, da man rejser med de lokale. Derudover er det rigtig, rigtig billigt. 
I byerne virker det ikke som om, at der er en tidsplan for busserne, de kører bare, når der er folk nok ombord. Igen kan det være en god idé at spørge dit hotel/homestay/hostel, hvilken bus du skal tage for at komme det rigtige sted hen – det ved de med garanti.  Oftest betaler man bare når man stiger på eller hopper af – det kommer lidt an på chaufføren. 

I Fergana Valley skal man med minibus for at komme fra en by til en anden. Det er et system for fungerer super godt! Alle minibusserne har numre, så man kan holde styr på, hvilken en man skal med. Derudover er chaufførerne enormt hjælpsomme i forholdt til at sørge for, at man kommer med den rigtig bus. Igen kan det være en god idé at snakke med det sted, hvor du overnatter, for at høre hvilken minibus du skal med. 

Transport i uzbekistan
Shan-I-Zinda

Transport mellem byer

Tadsjikistans grænse til Samarkand

Hvis du, som jeg, kommer til Uzbekistan fra Tadsjikistan og krydser grænsen tæt på Samarkand, så skal du bare en kort taxatur på 30-45 minutter og så står du i den historiske by. Hvis du vil læse en mere dybdegående forklaring på, hvordan du kommer frem hele vejen fra Tadsjikistan eller måske skal den modsatte vej, så kan du læse det her.
 
 

Samarkand til Bukhara

Fra Samarkand til Bukhara er det helt klart lettest, hvis du tager tog. Toget, som kører på strækningen, er et lyntog og virkelig behageligt at rejse med. For at komme med toget skal du selvfølgelig have billet, som købes på stationen. Den vil jeg som sagt råde dig til at købe to til tre dage i forvejen. Toget kører flere gange om dagen, det tager omkring 1,5 time og koster et sted mellem 80-110 kr.

På dagen, hvor du skal afsted, vil jeg råde dig til at tage på banegården i godt tid – ankom senest en time før toget kører, da der godt kan være lang kø for at komme igennem sikkerhedstjekket. Du kan også være heldig at kunne gå direkte igennem, som jeg kunne. Derfra skal du bare sørge for at tage det rigtige tog og finde din plads. Når du kommer i Bukhara, ankommer du til en lille by udenfor selve Bukhara. Derfra skal du bare med en taxa indtil der, hvor du skal overnatte.

Læs også: Oplevelser i Bukhara

Bukhara til Khiva

Da jeg skulle fra Bukhara til Khiva, var der ikke mulighed for at tage toget endnu, men togstrækningen var igang med at blive bygget. Det betyder, at man skal tage den seks timer lang tur med taxa. Samlingsstedet for taxaer er lidt udenfor Bukhara. Den letteste måde at komme derud på er med taxa, men den sjoveste og billigste er med en af de lokale busser. 
Herfra er det blot at forhandle en pris på plads med en taxa og så afsted. Sørg for at have lidt mad med til turen, da der ikke er mulighed for at købe de meste spændende ting undervejs – kun slik og tørt brød. 

Når du ankommer til Khiva, så vil du med stor sandsynlighed blive sat af ude foran hovedindgangen til den gamle bydel, hvor de fleste overnatningsmuligheder er. I hovedindgangen skal man betale for at komme ind (dette skal man, da der ofte kommer mange dagsturister til byen). Men hvis man skal bo i byen, er der ingen grund til at betale. Hvis man går lidt til højre for hovedindgangen, så er der en åbning, hvor man bare kan gå ind. Og bare roligt, det er lovligt. 

Læs også: Oplevelser i Khiva

Khiva til Tasjkent

Verdens længste togtur – i hvert fald den længste jeg nogensinde har været på. Turen er omkring 16 timer i et gammelt og larmende tog. Dog er det med nattog, hvilket gør det lidt mere overkommeligt. 

Hvis du skal have billetter hertil, så skal du være ude i god tid, da de ofte bliver udsolgt. Så køb dem gerne en uge i forvejen. Turen koster mellem 160 og 300 kr, alt efter hvilken klasse du vælger at rejse med. 
Der er tre forskellige “klasser”, man kan komme med. For din egen skyld, så sørg for at tage first class, da du ellers kommer til at sove meget tæt med en masse andre mennesker. Selvom det hedder first class, så er det ikke super luksuriøst. Det betyder egentligt bare at du får din to-persons-kupé, såfremt at i er to, der rejser sammen.

Sørg for alt i verden for at have ekstra vand og mad med til turen. Det kan købes på toget, men i begrænset omfang (i hvert fald maden). Sørg for at have noget brød, frugt og grønt og snacks med også bare til at slå de mange timer ihjel.

Tasjkent til Fergana Valley

Hvis du skal fra Tasjkent til Fergana Valley, så kan det både gøres med tog og taxa. Togturen skulle dog være ret lang, så jeg vil anbefale at tage taxa. 
Det er en køretur på omkring seks timer. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad jeg betalte for turen, men igen – spørg personalet, der hvor du bor, de kan med garanti fortælle dig en fair pris. Der gøres stop undervejs, hvor der er mulighed for at købe lidt mad, men tag selv noget med for en sikkerheds skyld. 

Læs også: Oplevelser i Fergana Valley

samarkand Shan-I-Zinda

Anden transport i Uzbekistan

Der er mange andre byer og områder i Uzbekistan, som kan være spændende at besøge. F.eks. Muynak, Nukus mm. 
Der har jeg dog ikke været, men vil du gerne finde ud af, hvordan du kommer til og fra, så kan jeg varmt anbefale www.caravanistan.com for vejledning til transport i Uzbekistan og andre lande i Centralasien.

Skriv et svar